I bække, floder, hjerter, kællingetand

rinder den livgivende, nærende ilt, 

ikke i damp eller is, men i vand,

som kredsløb fra jord til regn og til vildt.

 

Er dette træf af lykke for kærminde,

monark og klyde og mand og kvinde

et ekko fra skabelsen, da der blev lys,

et varslet fristed fra kulde og gys?

 

I dufte og kulør som honningmelon

flakser citronfuglen i forårslegen

i en hasarderet elskovspassion.

 

Livet er sårbart og sættes på spil.

Til stede i verdens vrimmel af tegn

er liv et nu, der fostres, findes, går til.

Kaj Smedemark.

Fra Vandplaneten. Sonetkrans og digte 2019. Vers 6.

Gaiagrafica/BoD

Novembers dage med glimt af lyset,

der titter gennem de lyse timer,

udsender varsler om kuldegyset,

når råkold, isnende tåge rimer

på nøgne grenklædte bøgetræer,

 - det stille hvidklædte vintervejr.

 

De sorte alliker flyver flokvis

i morgengryets forgyldte regndis.

Fasaners rødbrune fjerdragt lyner

i alle regnbuens drømmesyner

om klodens følsomme luftmembran

som værn mod tabet af livets plan.

 

Bevidste væsner med livets kode

går rundt på solstjernens lille klode

blandt tegn og stemmer fra dyre hjerner

og spørger ængsteligt, hvem der værner

om klodens kosmiske grønne egn

med kim fra skabelsens første tegn?

 

I dag er flokke af gæs til stede

i markens spirende vinter hvede,

og pindsvin putter i hvilerede

i havens forede bo, som spæde,

og sammenrullet med for mod bag

om kroppens langsomme hjerteslag.

  

Planetens regnfulde skyer smager

af regnskovskys i novembers væde,

af bagte boller og pandekager.

Jeg mærker glæden, forløst til stede,

fortælle, hvile i det der er;

jeg ved det varmer at være her.

Kaj Smedemark

Fra Grønne sange til tiden. Vandplaneten II. Lyrik og essay om naturens sammenhænge. Gaiagrafica/BoD, 2020.