I bække, floder, hjerter, kællingetand
rinder den livgivende, nærende ilt,
ikke i damp eller is, men i vand,
som kredsløb fra jord til regn og til vildt.
Er dette træf af lykke for kærminde,
monark og klyde og mand og kvinde
et ekko fra skabelsen, da der blev lys,
et varslet fristed fra kulde og gys?
I dufte og kulør som honningmelon
flakser citronfuglen i forårslegen
i en hasarderet elskovspassion.
Livet er sårbart og sættes på spil.
Til stede i verdens vrimmel af tegn
er liv et nu, der fostres, findes, går til.
Kaj Smedemark.
Fra Vandplaneten. Sonetkrans og digte 2019. Vers 6.
Gaiagrafica/BoD
Novembers dage med glimt af lyset,
der titter gennem de lyse timer,
udsender varsler om kuldegyset,
når råkold, isnende tåge rimer
på nøgne grenklædte bøgetræer,
- det stille hvidklædte vintervejr.
De sorte alliker flyver flokvis
i morgengryets forgyldte regndis.
Fasaners rødbrune fjerdragt lyner
i alle regnbuens drømmesyner
om klodens følsomme luftmembran
som værn mod tabet af livets plan.
Bevidste væsner med livets kode
går rundt på solstjernens lille klode
blandt tegn og stemmer fra dyre hjerner
og spørger ængsteligt, hvem der værner
om klodens kosmiske grønne egn
med kim fra skabelsens første tegn?
I dag er flokke af gæs til stede
i markens spirende vinter hvede,
og pindsvin putter i hvilerede
i havens forede bo, som spæde,
og sammenrullet med for mod bag
om kroppens langsomme hjerteslag.
Planetens regnfulde skyer smager
af regnskovskys i novembers væde,
af bagte boller og pandekager.
Jeg mærker glæden, forløst til stede,
fortælle, hvile i det der er;
jeg ved det varmer at være her.
Kaj Smedemark
Fra Grønne sange til tiden. Vandplaneten II. Lyrik og essay om naturens sammenhænge. Gaiagrafica/BoD, 2020.