Digt: Vandplaneten

Gaiagrafica

Vandplanetens grønne sange, tegninger og grafiske tryk


Kaj Smedemark

Forfatter, biolog og grafiker

Naldmose 2, Fynshav, 6440 Augustenborg.                             

Mobil 24 93 83 47

smedemark@gaiagrafica.dk

Gaiagrafica

VANDPLANETEN

Fra Smedemark, Kaj (2019): "Vandplaneten. Sonetkrans og digte", gaiagrafica/BoD, skrevet under indtryk af debatten om biodiversitet og klima.

 

 

 

I

 

 

Fra første tryllebundne lys, der tegner

fra intet, kodes det seende øje,

som fra universets frodige egne

vil sanse, erindre og sammenføje.

 

Er sans og tanke i galaksevrimlen

mon varslet, født, som liv fra første færd?

Er det mit drømmesyn fra nattehimlen,

der fanger fortællingen rent og skært?

 

Hvad er det mon, der skaber det, der findes,

med ekkolyd fra basispunktets nuller?

Kan ubevidste lag mon gennemskinne

 

ubegrænset tid og navnløse egne

med sol og planeter og sorte huller

og gyldne gnister fra stjerner, der blegner?

 

 

 

 

 

II

 

 

Og gyldne gnister fra stjerner, der blegner,

som skypartikler fra rummets fjerne brag,

oplyser hvidt og gløder, før de segner,

afsvalet til planeters nat og dag.

 

Krystalsystemer set af ingens øjne

i lyspartikler uden synligt lys,

rubiner, beryl, sølv er farvenøgne,

endnu berøvet verdens stjernegys.

 

Trods blind for grøn smaragd og stjernesafir

og rift i rummets mørke fra en komet

med skitser til stede for fremtidstapir,

 

aner vi lyset og det, der vil ske

med sol og måne og en blågrøn planet

fra sfærisk ild til bjerge og vand og sne.

  

 

 

 

 

III

 

 

Fra sfærisk ild til bjerge og vand og sne,

fra pust fra kraterrør og ildorkaner

fødes lavafloder efter vé på vé,

spyes svovl og damp og magmaoceaner.

 

Jeg sad på kratrets varme kappekant

med varsler fra ild og glødende sten,

fordybet i tanker om det var sandt,

oprindelsen her var til ravn og ren,

 

skov med eukalyptus, akacie, tomat

på frodige dale, sletter og fjelde,

næret af kvarts, kaolinit og granat?

 

Bag prik med intet som forvandlingsidé,

fra molekyle til membran til celle,

anes form og syn af biblomst-orkidé.

  

 

 

 

 

IV

 

 

Anes form og syn af biblomst-orkidé

imellem is og ild i Ginnungagab?

Er evig venten på evnen til at se

et livmodermørkt indlejret svangerskab?

 

Nu ser jeg min verden komme til syne

som glansfulde smil og regnbuehinde

gennem morgendisens fjerlette dyne

med tegn om, hvad hjerter mon har i sinde.

 

Farveorgiet fra søpapegøjer,

der flyver med næbfulde vårfede sild,

spejler hjernen fra mit kameraøje

 

over bølger med brus og grøngræsset land

som visdomsverden gennem øjets pupil

med klange fra braget og ildkuglevand.

 

 

 

 

 

 

V

 

 

Med klange fra braget og ildkuglevand

fra byger af kolde kometer med is

springer den klare kilde fra bund af sand

i livsoaser, ophavets paradis.

 

Jeg drømmer om lysklare dage, glæden,

og kildevandets renhed, dansekæden

af nymfers dybblå glimt i åens em

over dufte, kransmynte tryller frem

 

som mundkys og ilt at trække vejret i.

Spor af nektardråber får en lærenem

blåfugl til at snorkle snablen i kemi.

 

Vi er kun i live, når vandet slår an

hvert nu som liv, der fødes, trylles frem

i bække, floder, hjerter, kællingetand.

 


 

 

 

 

VI

 

 

I bække, floder, hjerter, kællingetand

rinder den livgivende, nærende ilt,

ikke i damp eller is, men i vand,

som kredsløb fra jord til regn og til vildt.

 

Er dette træf af lykke for kærminde,

monark og klyde og mand og kvinde

et ekko fra skabelsen, da der blev lys,

et varslet fristed fra kulde og gys?

 

I dufte og kulør som honningmelon

flakser citronfuglen i forårsslegen

i en hasarderet elskovspassion.

 

Livet er sårbart og sættes på spil.

Til stede i verdens vrimmel af tegn

er liv et nú, der fostres, findes, går til.

  

 

 

 

 

VII

 

 

Er liv et nú, der fostres, findes, går til

i en himmel af tegn, meget større end

tanker og fantasi kan sætte i spil?

Glimt af tegn efter tegn - igen og igen

 

smeltes tegn sammen med tegn til fænomen,

med lyde, dufte, farver, former og smag,

som sansning og stemning inde i én,

og hjertet berøres fra slag til slag.

 

Jeg vågner til min vintermorgen, blændes

snehvidt af fnug og sol, og farver tændes

som glød i rim og silkehalers fjer.

 

Hvert nu er tegn, der taler til mig, jeg ser

alt det, der lever nu og kommer til,

i evig strøm af solskin og farvespil.


 

 

 

 

 

VIII

 

 

I evig strøm af solskin og farvespil

leger lyset poet på min hjernebark.

Men kun et splitsekund var verden til,

om ikke nye tegn blev til på mit ark.

 

Kopimolekyler og repetition

er naturens idé og basale kraft,

fra celle til bevidsthed, sprog og passion,

bag al orden og skønhed Jorden har haft.

 

Et solnu’s strejfen og et kærtegns glæde:

en honningmunds kys i en lykkelig rus,

rubiner samlet i en smykkes kæde,

 

nye livstråde mødes og tvindes

til tegnhimlens sårbare øjeblikssus.

Men tankeløs selvforgiftning findes.

  

 

 

 

 

IX

 

 

Men tankeløs selvforgiftning findes

efter menneskers jordiske færden,

slægt efter slægt. Både hans og hendes

spor af skrald udskiller os fra verden.

 

Når jeg tænker på jordens dyreslægter

med bevidste tegn fra hjertets indre,

på trilobitter, snegle og insekter,

som hjernen eventyrligt kan erindre,

 

oplives krop og sind og alle sanser,

besindes jeg på, hvad det er, jeg vil

med tapir, gazeller og chimpanser,

 

hovedløst forvist med handlen i blinde.

En usandsynlig verden bliver dog til                

i en ultratynd biosfærisk hinde.

 

 

 

 

 

X

 

 

I en ultratynd biosfærisk hinde

tynges jeg af fatale tanker, tegner

urofigurer bag min hjernehinde

et billed’: urskovsvilde skove segner.

 

Jeg søger efter visdomsord, erkender

at indlandsisen smelter, solen brænder

i livets kerner. Er det det vi vil?

Endnu er liv, der heler, bliver til.

 

Skaden er til, og meget står på spil.

Hvert nu er liv, der skabes, magen til

hver vindings herlighed i ubrudt dans.

 

Alt forsvinder og bliver til intet,

syg bli’r udskilt og ofret fra sin tjans

når livsnære kredsløbstegn forblindes.

 

 

 

 

 

XI

 

 

Når livsnære kredsløbstegn forblindes,

når ukloge, som egen værste fjende,

forretter nødtørft i foræret rede,

er instinktiv visdom ikke til stede.

 

Frakoblede dages skønhed og stilhed,

med lyden af terneskrig og brænding,

åbner en verden af ro og snildhed

til dybere fornuft og skånsom vending.

 

Natstjerners glimten fra lysår borte,

præget i hermelin og hyrdetaske,

spejler planetens skabelsesporte.

 

Hæmningsløse mikrober forsvinder

i eget affald i en lukket flaske.

Står snilde engle mon vagt her inde?

  

 

 

 

 

XII

 

 

Står snilde engle mon vagt her inde

under jordens følsomme varmemembran,

skærmet af Gaia, Jorden gudinde,

som værn mod tab af indsigt, fornuft og plan?

 

Øjet må ane, hvad det skal finde,

øret lytte til universets musik,

i naturens viden for at forbinde

hvert væsens udsøgt afstemte genetik.

 

Med øjebliksskønhed i blåmejsens fart,

sølvklingende trille og hulgemte æg

beruses øjet af isblåt og gult. Snart

 

lyder en fugleunges sagte pik

fra redekassens beskyttende væg

som strejf af sol i gryets øjeblik.


 

 

 

 

 

XIII

 

 

Som strejf af sol i gryets øjeblik,

for usandsynlig til at være sand,

måtte det være til og holde stik,

at Jorden tilpasses kvinde og mand.

 

Jeg vågner til min forårsmorgen, nynner,

Hvert nu er liv, der skabes og begynder,

føler løvspringsbrisen mod min ansigtshud.

Hvert nu er kim, der ånder, gror, foldes ud,

 

og dæmper atmosfærens drivhus effekt.

Hvert nu er kim, der bærer, binder sig til

naturen, landet, havet, slægt efter slægt.

 

I skæbnetimen må vi tage bestik,

ikke affinde os med skuespil

til heling af livets himmelske prik.

 

 

 

 

 

 

XIV

 

 

Til heling af livets himmelske prik,

som traner på himlen, venlige smil

og hjerters pligttro pulserende stik,

søger jeg huler med helse og hvil,

 

ser jeg solcellers sug af kraft og varme,

vævre vingers spin i forblæste strøg,

trods modstand og kortsynet harme,

høste ren energi uden gift og røg.

 

Jeg mærker hjertesproget, frydes, mindes,

at nu er liv, der vågner, bygger om,

og nynner, mærker eventyret findes

 

i det vi gør, når englehjerner regner

med skovens skønhed, løn og los og lom

fra første tryllebundne lys, der tegner.

  

 

 

 

 

 

XV

 

 

Fra første tryllebundne lys, der tegner

med gyldne gnister fra stjerner, der blegner

fra sfærisk ild til bjerge og vand og sne,

anes form og syn af biblomst-orkidé.

 

Med klange fra braget og ildkugle vand

i bække, floder, hjerter, kællingetand

er liv et nú, der fostres, findes, går til

i evig strøm af solskin og farvespil.

 

Men tankeløs selvforgiftning findes

i en ultratynd biosfærisk hinde,

og livsnære kredsløbstegn forblindes.

 

Står snilde engle mon vagt herinde,

som strejf af sol i gryets øjeblik,

til heling af livets himmelske prik?

 


2019. Noter til Vandplaneten findes i digtsamlingen side 42 - 63.