Ammende mor
Og da du kom i en livstråd fra himlen
tændtes en stjerne med funklende glød
du blev med ét til en perle i vrimlen,
lille og vis, hvad så end det betød.
Som millioner af kimcelle baner
samlet i din lille vidunderkrop
afhang dit liv af de fjerneste aner
adskilt fra dig, men som du lyser op.
Håbefuld vente det hele begynder,
se dine øjne og høre dit skrig,
amme fra kaos, du dier, vi nynner,
roen fremtryllet - og prise sig rig.
Nyfødt, men forud naturen forbundet,
udvalgt i verden fra livet blev til,
fælles i luften, i lyset, sekundet,
bringer du skabelsens glæde i spil.
Vers 3-6 af digtet Nyfødt i digtsamlingen Det vilde i os (Gaiagrafica/BoD 2021).
Teksten kan synges til Erik Sommers melodi til Johannes Johansens tekst, ”Du, som har tændt millioner af stjerner” (1981). Nr. 591 i Højskolesangbogen (19. udg.) og side 88 i Højskolesangbogen for børn.